Man skulle have haft en gummibåd
"Vil I have hjælp?" spørger manden som hænger nede på stranden. Hans ansigt er kun en smule lysere end det sorte rastahår.
Brændingen dundrer ind mod stranden og rejser sig i halvanden meters højde lige inden den knækker.
"Nej, nej," siger vi. Vi har jo sejlet over Atlanten, er nogle fandens karle og kællinger, så vi behøver ikke hjælp.
Jeg tænker dog lidt på den franske gummibåd vi så slå en kolbøtte i brændingen i går. De to mand ombord padlede så man skulle tro at en haj var efter dem. Da brændingen tog dem var både de og gummibåden helt ude af syne i et par sekunder. Kun hvidt skum og en bølge som kunne have været en sort skiløjpe var synlig.
Vi har pakket alt i vandtætte paksække som er bundet fast til jollen. Børnene er svømmet i forvejen ud til Anna Lisa og vi har badetøj på. Vi er forberedte til at få jollen de første kritiske 10 meter ud fra stranden gennem brændingen. Troede vi.
Den første bølge klarer vi fint, så hopper vi op og ror. Men vi er for langsomme til at komme op og for tunge i stævnen. Den næste bølge bordfylder jollen helt op til essingen.
Da den tredje bølge kommer flyver vi til én side, årerne til den anden og inde på stranden skylles de vandflasker og kokosnødder op som vi ikke havde bundet fast. Jollen er bordfyldt og lige nu ubrugelig.
"Nu hjælper jeg jer," griner rastamanden og hjælper med at vende bunden i vejret på jollen så den tømmes for vand. "Jeg ved hvordan havet opfører sig her."
Vi skulle selvfølgelig have taget imod hans hjælp til at starte med, men man vil jo ikke være til besvær. Med rastaens hjælp får vi det timet ordentligt at komme ud. Han står uselvisk med alt tøjet på med vand til brystet og giver os et sidste skub udad. Jeg ror som franskmændene gjorde det i går, og hurtigt er vi forbi brændingen. Vi er i sikkerhed.
Vi elsker vores jolle. Den er let at ro og kan fortøjes ved selv de skarpeste klipper eller rustne jollebroer. Men når man skal igennem brændingen er det meget lettere med en gummibåd, som man hurtigt kan komme ud og ind i.
Ingenting gik i stykker, vi mistede ikke noget og ingen kom til skade. Men vi skal øve lidt mere på det der med at komme tørskoet gennem brændingen.
//Thomas Veber