Reparer alting med ingenting
Som langturssejler er man nødt til at være mere eller mindre uafhængig af land. Ikke kun med el, vand og brændstof men også med reservedele og reparationer.
På den anden nat fra Gran Canaria til Kap Verde gik både vindroret og autopiloten i stykker. Jeg måtte sætte mig med rorpinden mens vi overvejede hvad vi skulle gøre. Der var mørkt i cockpittet. Bølgerne, som de 18 m/s byggede op, føltes som små bjerge. At skulle styre båden selv, dag og nat, i fem-seks døgn virkede uoverskueligt.
Der var garanti på autopiloten, men hvad hjælper det når man midt om natten sejler i kuling ned langs Afrikas kyst? Vindroret krævede et svejseapparat, og det er et af de få stykker værktøj vi ikke har ombord på Anna Lisa. Jeg var tvunget til at forvandle salonsbordet til et gyngende arbejdsbord for at prøve at reparere autopiloten. Det lykkedes, og det styrede uden problemer indtil ankerkæden kunne rasle ud af klysset og ned på bunden af havnen i Palmeira, Ilha do Sal.
Marinebutik på Kap Verde. Der var nu mest bildæk.
Som for en langturssejler er midlerne også små på Kap Verde. Uden mulighed for at købe nyt, bliver de til gengæld til dygtige håndværkere. De kan reparere alting med ingenting - både Kap Verdeanere og langturssejlere.
På havnen spørger jeg på en blanding af spansk, portugisisk og engelsk nogle drenge om de kender nogen som kan svejse. De diskuterer livligt og gestikulerer på en rytmisk måde som passer godt til deres syngende kreolske sprog. Så trækker de mig med op i byen. Vi passerer det lyseblå hus som er politistationen og det orange hus hvor der er en gammeldags købmand som den fra Astrid Lindgrens “Vi på Krageøen”. Så passerer vi hovedgaden hvor der kun kommer et par håndfulde biler hver time. Et par gader væk passerer vi et værtshus som er tomt, men til gengæld fyldt med tonerne fra en trist guitar. Til sidst er vi fremme ved en rusten container. Ved siden af har en mand netop løftet topstykket af en Citroen Berlingo som jeg vurderer til aldrig at kunne gå gennem et dansk syn.
Dygtig håndværker.
Med fagter viser jeg hvad jeg vil have svejset. Til trods for sprogbarrieren forstår han med det samme hvad som skal laves. Fra containeren, som viser sig at være et værksted, trækker han en ledning tværs over gaden og betjener derefter vinkelsliberen, boremaskinen og svejseanlægget på en så professionel måde, at jeg ville turde bruge ham som tandlæge. Hans timepris er heldigvis lidt lavere end min tandlæges, og han vil have ca. 30,- kr. for sit arbejde. Det er der heldigvis plads til i vores lave langturssejlerbudget.
Kap Verde er fyldt med venlige mennesker.
Med en fungerende selvstyring kan vi nu næsten lugte palmeøerne som vi vil nå efter 2.100 sømils sejlads over Atlanten. Vi skal bare lige nå at glædes lidt mere over de varme og venlige mennesker vi hele tiden møder på Kap Verde inden vi sejler videre.
Der kommer ikke så mange biler, og så kan vejen jo lige så godt bruges til riggerværksted.
Farvestrålende politistation.