Det er kun 25 m/s
Stemningen på St. Martin er herligt eventyrlig. De fleste af bådene som ligger her, venter på at sejle tilbage til Europa over Atlanten. Men lige nu blæser der en rigtig ubehagelig nordatlantisk storm halvvejs til Azorerne. På vejrkortene er området rødt, og selv skal vi ingen steder før den er væk.
"Du er også på vej til Europa," konstaterer en engelsk herre, da jeg står på bådtilbehørsbutikkens jollebro og laster ti 20-liters Scepter dieseldunke ned i jollen. Når vi på vejen over Atlanten kommer ind i Azorer-højtrykket kan vi regne med vindstille, og så er det rart med de ekstra 200 liter diesel, som vi skal stuve på dækket.
"Ja, men der ligger et uvejr på vejen i øjeblikket," siger jeg. På ankerpladsen er alle lidt urolige, og snakker om hvad der sker, hvis man kommer ud i sådan et uvejr. Selvom vi for snart et år siden selv røg ud i en storm, så er det absolut ikke noget vi vil gentage. Anna Lisa får lidt flere forbedringer, til hvis vi møder dårligt vejr. Stormsejlene er forberedte, drivankeret er efterset og vi kan lukke båden helt tæt indefra.
"Det er 17. gang jeg skal sejle til Europa fra Caribien," siger englænderen. "Jeg har også set uvejret, men de lover ikke mere end 25 m/s. Hvis du sejler med en båd, som ikke kan klare det, så skal du nok ikke sejle. Det kunne være meget værre, op mod 40 m/s har jeg oplevet."
Hvor vi selv har pisket en stemning op pga. de meget røde områder på vejrkortet, så piskede englænderen netop stemningen ned igen. Det er rart at få flere perspektiver på situationen. Det er klart, at vi nok skal klare det selvom vejret bliver hårdt. Vi har jo allerede klaret én storm hvor både Anna Lisa og besætningen fik topkarakterer.
Jeg får lidt flere tips til turen, og så sejler vi ud til vores opankrede både.
P.S. Der er godt nok stor forskel på diesel-dunke og diesel-dunke. De her Scepter-dunke er både sikrere, lettere at stuve og i det hele taget en bedre kvalitet end nogen anden dunk jeg har set.