Sejlsportsligaen
Hvad er sejlsportsligen
Sejlsportsligaen er en turnering for 18 klubhold, der møder hinanden ved fire stævner i løbet af sæsonen. Der afvikles op til 36 sejladser ved hvert stævne. Der sejles udelukkende i sportsbåde – defineret som planende både med gennaker.
Sejladserne foregår fra fredag eftermiddag til søndag. Der er seks både på banen ad gang – de sejler speed fleetraces af 12-15 minutters varighed. Mellem hver sejlads skiftes besætninger på vandet. Protester afgøres på vandet.
Efter årets fjerde stævne kåres en samlet ligavinder – og dermed ”dansk mester” for sejlklubber. Ligaformatet er stærkt inspireret af den tyske Segelbundesliga. I Tyskland har formatet med 18 ligaklubber vist sig velfungerende. Den tyske liga udvider med en 2. division i 2014.
Ideen med ligaen
Sejlsportsligaen udspringer af Dansk Sejlunions overordnede projekt PULS & Vand i håret, der blev lanceret i foråret 2013. Projektet handler om at tilføre fornyet dynamik til sejlsporten ved at skabe klubmiljøer med fokus på fællesskab, tilgængelighed, høj puls og sportslige udfordringer.
Sejlsportsligaen er en hjørnesten i PULS-projektet. Ligaen skal være et lokomotiv, der kan udvikle og profilere sejlsporten i Danmark – og samtidig skabe et nyt sportsligt samlingspunkt for klubberne.
Det er et særligt mål for ligaen at inspirere og tiltrække unge sejlere i alderen 16-25+. Det er en aldersgruppe, hvor klubberne i dag har et markant frafald blandt eksisterende sejlere – foruden lav tilgang af nye.
Bådene
er nogle af de sprødeste pt. riggen er kulfiber fra Selden, og rigt udstyret med bådudstyr fra Watski.
Ligasejladserne sejles i J/70. Der er bestilt syv nybyggede både til levering før ligastart den 30. maj. Det er således ligaen, der stiller både til rådighed for sejladserne. Klubberne skal hverken medbringe eller skaffe egne både.
Valget af J/70 er begrundet i flere forhold. Den tyske Segelbundesliga sejles i J/70 – med stor succes. Det er en bådtype, der er udfordrende for både unge og mere erfarne sejlere.
Det er en relativ ny konstruktion, som i øjeblikket oplever stor vækst, så om få år må der formodes at være opbygget et godt marked for båden i Europa. J/70 er kort sagt en sportsbåd, der opfylder mange af de kriterier, som fra begyndelsen har ligget til grund for valget af ligabåd.