Sejlernes sociale medie
Vi ligger opankrede i Marigot Bay på St. Martin i Caribien. Der ligger mange både her, så hver eneste dag har vi besøg, eller er selv inviteret til andre både til kaffe eller en sundowner. Jollen bruges flittigt.
En dag tager Troels på 9 år selv jollen, for at besøge en anden båd. Der går ikke mange minutter før han kalder os på den bærbare VHF han har med sig: “Anna Lisa, Anna Lisa, her er Troels. Motoren er gået i stå, og jeg kan ikke starte den.”
Vi ankrer altid i fralandsvind, så hvis han driver væk er næste stop Puerto Rico, 150 sømil væk.Tilbage på Anna Lisa er vi nu ikke rigtigt urolige, for vi har altid sagt at børnene skal kunne ro før de må tage jollen selv.
Jeg skal til at give Troels nogle råd til motoren, da en anden stemme kommer på VHF´en. “Jeg kan godt lige tage vores jolle og hente Troels.” Det er Heine fra danske “Barolo” som ligger opankret lige foran os.
Når vi ligger for anker er der et socialt medie som fungerer endnu bedre end Facebook, Instagram eller Twitter: Vores VHF. Når vi ligger stille er den altid indstillet på kanal 77, for det er her de skandinaviske både kommunikerer. Det betyder selvfølgelig, at alle ved hvem som er inviteret til kaffe, hvilke både som arrangerer udflugter sammen og hvem som har behov for hjælp med noget. Netop nu er det super, at alle hører hvad der tales om, for Troels er hurtigt tilbage på Anna Lisa takket være Heine.
Hvis den skandinaviske gruppe på kanal 77 ikke er nok, kan man skifte til kanal 10. Her er der i de fleste ankerbugter et modereret netværk hvor bådene på ankerpladsen taler sammen. Hver morgen kl. 07.30 startes der med at nye både bydes velkommen. Hvis der er nogen præsenterer de sig selv. Herefter kommer der en lind strøm af tips til gode steder at handle, arrangering af barbeques på stranden, vandreture i junglen eller udstyr som er til salg.
På langturen er VHFen vores bedste sociale medie og den bærbare er næsten altid med i jollen, når Anna Lisa forlades.