Selvforsynende med strøm?
Næsten alle langturssejlere diskuterer strømforbrug og ladning når de mødes. Det er et evigt problem at have strøm nok til alt udstyr ombord. På Anna Lisa har vi dog ikke problemer med dette. Og så har vi endda kun en batteribank på 3 x 70 Ah gel-batterier og ladningen kommer fra 2 x 50 watt solpaneler og en vindmølle.
Vinden er vores ven
Vindmøllen kræver omkring 8 m/s eller derover for virkelig at give noget strøm, men ved endnu mere vind kan vi stort set have alt tændt og stadig oplade bådens batterier. Rutland-vindmøllen er genial, for den er stort set lydløs. Nogle gange kan vi ligge på en ankerplads, hvor vi kan høre naboens vindmølle 50 meter væk, men ikke høre vores egen selvom den er lige over vores hoveder. Vindmøllen lader i modsætning til solpanelerne også om natten.
Solen hjælper
Hjemme har vi lange lyse dage, og solpanelerne giver masser strøm. I Caribien er solen mere stabil, men dagene er til gengæld korte. Selvom de lader godt, er det desværre ikke lige så meget som om sommeren hjemme.
Både hjemme og i Caribien er vi fuldt selvforsynende med strøm, men der er selvfølgelig undtagelser.
På vej over Atlanten var det overskyet det meste af tiden. Det var selvfølgelig rart, for det blev aldrig ubehageligt varmt, men det var dumt for ladningen. At sejle platlæns er ud fra et ladningssynspunkt heller ikke så godt, for det sænker den relative vindhastighed, og vindmøllen er ikke nær så effektiv. Over Atlanten måtte vi køre motoren en time hver dag for at lave tilstrækkeligt med strøm.
Har jeg siddet og skrevet længe på PC´en kan det også være et problem hvis der ikke har været ordentlig sol eller vind. PC´ere tager meget mere strøm end man tror, og en fordel kan være at bruge en tablet/iPad i stedet.
Der er to måder at have strøm nok ombord
Enten minimerer man sit strømforbrug eller maksimerer sin ladning. Der er dog en fysisk begrænsning for hvor mange solpaneler man kan få plads til på båden. En god idé er at overveje hver eneste strømsluger ombord.
- Vindror i stedet for autopilot
- LED-lamper i stedet for glødepærer
- LED-lanterner
- Undgå 230 volt, men udelukkende have udstyr som kan køre på 12v.
Men alt dette ved man kun hvis man har styr på hvor meget man lader, og hvor meget man bruger. En batterimonitor er virkelig en stor hjælp til at have styr på strømmen. Så ved man hele tiden hvornår man lader og hvad som er de store strømslugere, som man måske skal spare på.
P.S. De lokale i troperne samler regnvand i deres huse. Det bruges både til at drikke og til madlavning og vask. Vi er selv begyndt med regnvandsopsamling, men der er nu stadig lang vej til at vi også er selvforsynende med vand.
På sådan en dag her giver solpanelerne masser strøm.
