Mod fjerne kyster... det river godt nok noget i den indre langturssejler.
TV 2-successerien ’Kurs mod fjerne kyster’ bliver mere og mere populær hos danskerne. Det viser sig på de sociale medier, og det viser sig ved den kvalitetsvurdering, som danskerne hver uge giver serien.
Dette afsnit fik den rekordhøje vurdering på 4,7 på skalaen fra 1 til 5, hvor 5 er højest – og det er tv-historie. Vurderingen på 4,7 er den højeste nogensinde til et almindeligt dansk tv-program på alle tv-kanaler i årene siden 1992, hvor Gallup har målt seertal.
I årene siden 1992 har vurderinger på 4,7 været uhyre sjældne på dansk tv. EM-fodboldfinalen på TV 2 i 1992 fik vurderingen 4,8, og det er den højeste vurdering nogensinde.
Kun to danskproducerede tv-programmer har fået vurderingen 4,7 – nemlig tirsdagens ’Kurs mod fjerne kyster’ og en genudsendelse i 1998 af et afsnit af ’Matador’. Herudover har enkelte spillefilm som ’Åndernes hus’, ’Schindlers liste’ og ’Pelle Erobreren’, en nytårskoncert fra Wien og enkelte andre udenlandske programmer fået vurderingen 4,7.