How are you doing, maaan?
Gæsteflag nr. 13 sættes.
Kontrasten til resten af Caribien er stor da vi kommer til den velhavende franske ø Martinique. Hvornår har vi sidst set et fortov? En skraldespand? Et fodgængerfelt? En Volkswagen eller et supermarked med kølediske fulde af ost og yoghurt?
Det er en fornøjelse at kunne få europæisk mad igen - det er fem måneder siden vi forlod Gran Canarias supermarkeder. Det er smukt at sejle langs Martiniques grønne bjerge og dybe dale. Men det er nu mere eksotisk at forlade EU og komme tilbage til “rastafariland” og den næste ø Dominica - også selvom dieten nu hovedsageligt kommer til at bestå af fisk og kylling igen.
“How are you doing, maaan?” spørger manden som hænger på en bænk nede ved stranden.
“Welcome to Dominica,” siger damen som står i døren til den lille gule tøjbutik.
“All the best to you. Have a nice day, maaan,” råber buschaufføren, selvom jeg ikke skal med ham til hovedstaden Roseau.
Jeg elsker den måde som man hilser på hinanden, ser hinanden og har tid til hinanden. Også overfor fremmede. Hjemme i Falsterbo forsøgte jeg også at hilse på alle. En morgen cyklede jeg gennem parken til tandlægen. En dame kom gående med en hvid hund.
“Godmorgen,” råbte jeg da jeg susede forbi. “Hav en fantastisk dag.”
Damen kiggede på mig med opspærrede øjne, og hun trak hunden til sig, som om jeg havde tænkt mig at bortføre den.
Når vi sejler ud i verden er det ikke alt vi ser og oplever som er lige godt. Men vi bestemmer jo selv hvad vi tager med os hjem. Åbenheden over for andre - også dem man ikke kender - er noget jeg vil tage med mig. Også selvom jeg senere bliver nødt til at forklare overfor politiet, at jeg altså ikke kender noget til det, hvis damens hund forsvinder.
Portsmouth, Dominica.
Dominicas hovedstad Roseau.