Watski Logo Light
Søgeforslag
Viser Af Produkter
Vis alle

Åbn op for nye oplevelser ombord – en lille beretning fra ankerlivet

 Ankerlivet behøver ikke at erstatte havnelivet, men en nat i ny og næ for svaj kan give helt nye oplevelser med båden. Eventyr!

Læs Thomas Vebers’ fortælling om hvad ankerlivet kan bidrage med af små øjeblikke i dit sejlerliv.

Jeg har sejlet over Atlanterhavet flere gange, men også sejlet i Middelhavet, Nordsøen, Den Engelske Kanal og selvfølgelig masser hjemme i Østersøen og Kattegat. De største oplevelser ombord på båden har næsten altid været, når vi har ankret. Det betyder ikke noget, om det har været i Spanien, Tobago, Finland, den svenske skærgård eller Øresund.

Ankring er så let og enkelt, at det ikke behøver at være et stort projekt. Du kan gøre det selv på en stressende hverdag, selvom du skal arbejde næste dag. Nogle gange gør jeg det alene med et af mine børn på en helt normal hverdag. Bare for at få noget eventyr i hverdagen.

Lad gå for, Mathilda, råber jeg til min 14-årige datter, som står på fordækket. Hun smider fortøjningerne ind på broen, og jeg bakker Anna Lisa ud fra vores plads i havnen.

 

Mathilda skutter sig på fordækket, da vi sejler ud af havnehullet. Oktobersolen er netop gået ned, og det kan med det samme mærkes på temperaturen. Solen kæmper dog stadig fra sin nye plads under horisonten for at farve de lette efterårsskyer lilla og rosa. Jeg tager en dyb indånding, og det er, som om den kolde saltblandede luft renser mig på indersiden. Da jeg ånder ud igen, forsvinder al dagens arbejdsstress.

 

”Bliver det ikke fint her?” råber Mathilda til mig fra fordækket. Vi er kun kommet et par hundrede meter uden for havnen, men det er nok. Vi er allerede i en helt ny verden. Til styrbord for os er der et par kilometer sandstrand, og otte sømil længere nordpå ligger Øresundsbroen oplyst, som om det allerede var jul. Bortset fra motoren er her helt stille. Havet er fladt.

 ”Perfekt,” råber jeg tilbage, og Mathilda løsner ankeret ude på bovsprydet. Da vi har bakket ankeret fast, sætter vi os på hver sin bænk i cockpittet under sprayhooden. Det er næsten helt mørkt over Øresund nu, og Sjælland lyser kun svagt rosa et par minutter til. Mathilda har taget en dyne med op, og vi varmer fingrene på vores krus med dampende te. Vi behøver ikke at sige noget lige nu. Udsigten trænger ind i sjælene på os og giver en følelse af ro og frihed. Ude i sejlrenden mellem Danmark og Sverige går et stort fragtskib nordpå gennem Flinterenden. Dets mange lanterner lyser op på nattehimlen, inden de blander sig med lysene fra Øresundsbroen.

Jeg smiler til Mathilda, og hun smiler tilbage. ”Skal vi gå i seng?” Mathilda nikker, for hun ved godt, hvad det betyder. Vi kravler ned i køjerne, hvor dieselvarmeren holder efterårskulden væk, og tager hver sin bog frem. Her skal vi sove i nat. I morgen tidlig ringer vækkeuret klokken seks. Det giver os rigeligt med tid til at spise morgenmad og sejle ind i havnen igen, inden vi skal i skole og på arbejde klokken otte.

 

Nogle gange er det så lidt, der skal til, for at en oplevelse bliver uforglemmelig. Vi kunne også bare være blevet inde i havnen. Men når vi ankrer, bliver det til et lille eventyr. Et mikroeventyr, som forgylder hverdagen.

 

Det er ligegyldigt, om du sejler i Middelhavet, Caribien, Storebælt eller Østersøen. Når du ankrer, åbner du for helt nye oplevelser. Selv hvis den nærmeste havn er flere timers sejlads væk, ligger den nærmeste ankerplads måske inden for et par hundrede meter? Du kan få en god tur med båden, selvom du ikke har så meget tid. Det er enkelt og sikkert at ankre og giver dig mange flere oplevelser.

 

Hvornår skal du ankre næste gang?

LÆR AT ANKRE OG FÅ FLERE OPLEVELSER MED DIN BÅD

Der ligger en masse oplevelser og venter på dig. Du behøver ikke engang at sejle langt væk. Nogle gange findes de lige udenfor havnen.

Find inspiration, tips og guider så du kan sove trygt for anker! Med Thomas Vebers bog "ankerliv" bliver du en ninja til at ankre!

?
Indkøbskurv
Log ind
Glemt dit kodeord?
Bliv medlem
Allerede medlem? Log ind her for at nyde alle fordelene
Glemt password
Skriv din email nedenfor, og vi sender dig en email med instruktion om hvordan du nulstiller dit kodeord.