Farlig havsejlads
Hans ansigt er blodigt og flere dybe sår er lappede med gaffatape. Han er tæt på at falde overbord, da han griber den fortøjning vi smider over for at tage ham på slæb.
Min første oplevelse med havsejlads for 16 år siden, ud i Atlanten fra Lissabon til Madeira, var hård. Men ikke så hård som for den franske ni-meters sejlbåd, vi samlede op lidt ud for Madeira. Båden så ud som om den havde kæntret flere gange, og skipperen viste bagefter på kortet, hvor han havde mistet sin kæreste.
Så snart hans båd blev trukket af vores faldt han i søvn. Han må have været under et enormt press i flere dage, og da vi tog os af ham og hans båd, kunne han endelig give slip. Da vi fortøjede i Funchal på Madeira var der heldigvis blå blink på kajen, der kunne overtage fra os.
Da vi på vores nuværende sejlads nærmede os Gibraltar hørte vi et MAYDAY på VHF. En båd havde mand-overbord 15 sm fra os. Søredningen i Tarifa overtog hurtigt.
Disse erfaringer giver respekt for havet. Smerten jeg så i den franske skippers øjne, håber jeg aldrig nogensinde at se igen.
Der tænkte jeg meget på, når jeg forberedte Anna Lisa til vores sejltur.
- Redningsflåde fra Viking. Bådens dyreste tilbehør og vi håber aldrig at skulle bruge den. Der er mange mærker, der er billigere, men hvis familiens liv en dag er afhængig af redningsflåden, skal den bare fungere. Tests jeg har læst om andre flåder var ikke altid flatterende.
- EPIRB er en satellitnødsender som sender vores position til søredningen - hvis det værste skulle ske.
- VHF med DSC. En smart ting med DSC er bl.a. at bådens identitet og position sendes med hvis man udsender et nødopkald.
- Håndholdt VHF der kan bruges, hvis der skulle være problemer med strømmen eller vi mister masten hvor VHF-antennen sidder. Kan også tages med i redningsflåden.
- Nødsignaler
- Livliner. Det er strengt forbudt at falde overbord.
- Stærke øjer at sætte livlinerne i
- Løbeliner på dækket.
- Redningsbøje
- Kasteline for at få fat i en mand over bord
- Opmærksomhed, opmærksomhed og opmærksomhed
Det er dyrt udstyr, men hvem ønsker at sidde ude på havet - uanset om det er Atlanterhavet eller Østersøen - og fortryde at nogen faldt overbord, eller at det ikke er muligt at tilkalde hjælp?
//Thomas Veber