Hjemme bedst?
“Nå, så er I tilbage i det normale liv igen,” siger folk når jeg møder dem på gaden, i supermarkedet, eller til en kop kaffe ombord på Anna Lisa. Det er kun lidt over en måned siden vi kom hjem efter 15 måneders sejlads.
For os har det “normale liv” været at bo på båden og sejle til nye steder. Det er et helt andet liv vi nu skal vænne os til.
“Vi kører altså ikke Caribisk tid her,” siger vennerne, når jeg kommer for sent til en aftale.
“Men jeg skulle lige snakke med en på havnen, og så var der en anden som sagde hej …”
På sejladsen har det ikke været et problem at få plads til at bo i en 30-fods båd. Efter at vi er kommet hjem, har der dog været trangt. Når begge børn har haft kammerater med hjem, har cockpittet været fyldt med sko. Desuden har der været skoletasker, idrætstøj og våde håndklæder som skal tørres på en regnvejrsdag. De dagligdags ting tager tid. I et hus er det så enkelt at tage et bad eller vaske tøj. I båden er det besværligt.
Men det har været en dejlig aklimatisering at bo i båden efter at vi er kommet hjem. Overgangen til det “normale” liv har ikke været så slem. Heldigvis bestemmer vi selv hvad der skal være det nye normale liv. Vi har allerede holdt de første foredrag, og bogen "Et år uden sko" som vi skriver på er godt på vej.
I forgårs sov jeg for første gang i huset. Vi har indrettet det på en helt ny måde, og der er virkelig blevet hyggeligt. Men det føles lidt som om vi har checket ind på et hotel.
“Hvornår skal vi hjem igen egentlig?” siger jeg til Margareta lidt spøgefuldt. Anna Lisa har jo været vores hjem i 16 måneder, og jeg har næsten dårlig samvittighed over at efterlade hende helt alene nede i havnen. Det tager lidt tilvænning at bo i et hus igen.
