Motorkonservering og vedligeholdelse af båden
Nu er det tid til at give båden en overhaling inden vinteren. Vores forhandler Benns i Stockholm, har lavet en fin trin-for-trin vejledning til brug for motorkonservering.
1. Olie- og filterbytte
Du bør skifte olie og filter mindst en gang per sæson, sædvanligvis om
efteråret i forbindelse med optagningen. Fordelen med dette er at motoren står
med frisk olie hen over vinteren. Gammel olie kan effektivt ødelægge motoren.
Byt oliefilter. Filtret skal rense olien for sod og metalpartikler, og forhindrer samtidigt unødig motorslitage.
Sådan gør du!
Start motoren når båden ligger på sin plads. Lad motoren varme op til arbejdstemperatur. Sluk
motoren, træk oliepinden ud/op, og før slangen / studsen fra olie-skiftepumpen
ind i hullet og pump olien ud. Brug en pumpe, eller et kar med volumenangivelse,
så du er sikker på at du får al den gamle olie ud.
Slagger og urenheder samles typisk i bunden af sumpen. Forsøg derfor omhyggeligt, at suge så mange af urenhederne op som muligt. Brug en filtertang til at løsne og fjerne oliefiltret, det kan sidde ganske godt fast. Hav en klud og spand parat så du kan minimere spild.
Påfør lidt olie på gummipakningen på det nye filter, monter det nye filter og spænd det med håndkraft. Når du føler der er modstand, så spænder du cirka en halvt omgang til.
OBS! Brug ikke filtertang.
Når filtret er på plads, er det tid til at hælde den rette mængde ny frisk motorolie på. Husk også på filtrets volumen når du hælder olie på. Lad olien synke ned og kontroller med målepinden inden du starter motoren op igen. Start nu motoren. Lad den gå et stykke tid, så den nye olie kommer ind overalt. Kontroller for evt. lækage ved oliefiltret. Stop motoren og kontroller efter nogle minutter olieniveauet.
2. Konservering af kølesystemet - saltvandskølede motorer
Et rigtig serviceret og regelmæssigt kontrolleret kølesystem minimerer risikoen for overophednings skader. Den hyppigste årsag til at motorens kølekanaler ruster, er dårlig motor-konservering. Når motoren er tom for vand, og der er syre i kanalerne er grobunden for rustangreb til stede.
Det spiller en mindre rolle om motoren er salt- eller ferskvandskølet. For at undgå frostsprængninger og korrosionsskader under vinteropbevaringen, er det vigtigt at du konserverer kølesystemet når båden er taget på land.
OBS! Konservering af kølesystemet bør du
gøre på land, da der kan være en risiko for vandindtrængning i båden.
Sådan gør du med saltvandskølede systemer
Princippet bag konservering af kølesystemet, bygger på at kølekanalerne skal "spules igennem" og derefter drænes tørre. Først løsnes sugeslangen fra saltvandspumpen på ind siden. Tilslut nu en ny (længere) slange til saltvandspumpens ind side og træk den ned til en spand som hele tiden fyldes med ferskvand.
Det er meget vigtigt at kontrollere at saltvandspumpen ikke kører tør. Impelleren vil gå i stykker og skader på motoren kan blive en følge heraf. Det er også meget vigtigt at saltvandspumpen virkelig suger selv. Man må absolut ikke tilslutte en spuleslange, som med tryk sprøjter vand ind i motorens kølesystem.
Kør motoren i tomgang, cirka 10-15 min. eller til motoren har nået en tilfredsstillende arbejdstemperatur og termostaten åbner sig. Ved at lade motoren køre i et stykke tid, skylles al slam og salt ud af motoren. Sluk så for motoren. Sæt nu sugeledningen ned i blandingen af vand og glykol. Placer spanden ved udstødningsrøret. Start så motoren igen. På denne måde kan glykolblandingen cirkulere flere gange i motoren. Efter nogle minutter er du færdig. Sluk nu for motoren igen, og lad den tilbageblivende glykolblanding være tilbage i motoren. Den giver en frostbeskyttelse og også en konserverende hinde på overfladen af kølevandskanalerne. Kontroller og rens evt. også saltvandsfilteret.
Hvis motoren skal beskyttes i længere tid end sædvanligt, kan man med fordel bruge emulgerende konserveringsolie. Følg fremgangsmåden der er beskrevet her ovenfor, men tøm systemet da konserveringsolien ikke giver nogen frostbeskyttelse.
2.
Konservering af kølesystemet - ferskvandskølede motorer
Et rigtig serviceret og regelmæssigt kontrolleret kølesystem minimerer risikoen for overophednings skader. For at undgå frostsprængninger og korrosionsskader under vinter-opbevaringsperioden, er det vigtigt at du konserverer kølesystemet når båden er taget på land.
OBS! Konservering af
kølesystemet bør du gøre på land, da der kan være en risiko for
vandindtrængning i båden.
Den ferskvandskølede motor har to kølesystemer: Et saltvandskølet system, hvor oliekølere, varmevekslere og på visse motorer også udstødningsrør konserveres på samme måde som for den saltvandskølede motor. Motorblokken og topstykket er derimod kølet med ferskvand. Dette
system køles af saltvandet i varmeveksleren.
Sådan gør du med ferskvandskølede systemer
Kontroller frysepunktet på det interne kølesystems kølervæske med en glykolmåler og fyld på efter behov. Kølervæskeblandingen mister de korrosionsbeskyttende egenskaber efter hånden, og bør skiftes ud mindst hvert andet år. Kontroller og rens evt. også saltvandsfilteret.
Konserver den saltvandskølede del af systemet på samme måde, som vi har beskrevet ovenfor. Kontroller væskeniveauet på det ferskvandskølede system i ekspansions-beholderen. Check at alle aftapningshaner og propper er lukkede. Visse motorer har zinkanoder i varmeveksleren. De skal skrues ud og kontrolleres. Zinkanoder skal skiftes, hvis 50 %
er tæret bort.
3. Termostaten
Hvis du har en temperaturmåler på dit instrumentpanel, kan du se om motoren holder den rigtige arbejdstemperatur.
For høj temperatur skyldes ofte blokerede kølevandsindtag eller kølevandskanaler, fejl i varmeveksleren eller en defekt impeller. For lav kølevandstemperatur bunder som regel i en defekt termostat.
Det er forholdsvis enkelt at kontrollere om termostaten fungerer som den skal: Fjern termostathuset og tag termostaten ud. Noter det gradtal som er stanset ind. Læg termostaten i f.eks. en kasserolle med vand sammen med et stegetermometer. Kontroller at termostaten åbner ved det gradtal, som du noterede. Hvis dette ikke er tilfældet, så skal du bytte termostaten.
4. Impelleren
Impelleren pumper
kølevand igennem motorens kølesystem. Man kan sige at impellerpumpen er motorens
hjerte, og at impelleren er hjerteklapperne. Det er derfor meget vigtigt at kontrollere
at impelleren er i god forfatning. Man bør dog bytte impelleren mindst hvert
andet år. Gummi ældes og bliver hårdt. En gammel impeller er derfor ikke lige
så effektiv som en ny.
For at bibeholde impellerens spændstighed, så kan man gøre følgende: Skru kølevandspumpens låg af og tag impelleren ud. Sørg for at dette gøres efter konserveringen. Forsøg at tage den ud med fingrene. Hvis ikke det kan lade sig gøre, brug en polygrip/papegøje tang eller et par skruetrækkere. Brug værktøjet med største forsigtighed, så ikke impelleren eller pumpen beskadiges. Skyl impelleren ren i ferskvand og opbevar den mørkt i en lukket plastpose under vinterhalvåret. Du kan også med fordel smøre den ind i et tyndt lag silikonefedt.
5. Kølevandsslanger / udstødningsslanger
Da gummi bliver sprødere med tiden, så bør du engang i mellem kontrollere at der ikke er nogen revner i slangerne. Det er ikke nok at se på slangerne, man skal vride og trække i dem for at evt. sprækker og revner skal synes. Lækkende kølevandsslanger er en sikkerhedsbrist
som kan forårsage overophedning af motoren, eller at motoren fyldes med vand. Lækkende udstødningsslanger kan
give farlige udstødningsgasser ombord, samt forårsage vandindtrængning i båden.
Inden båden stedes til hvile for vinteren, så inspicer nøje kølesystemets og udstødnings-systemets
slanger og spændebånd. Erstat de slanger der ikke føles bløde, elastiske og smidige.
Byt også de slanger, der har synlige revner. Efterspænd samtidigt alle spændebånd.
6. Drivremme
Kontroller nogle gange om året at drivremmene til generator og ferskvandspumpen er
spændt korrekt. Du skal kunne trykke remmen ned cirka 10 mm midt mellem remskiverne,
hverken mere eller mindre. Kontroller remspændingen efter nogle timers kørsel.
Du bør også kontrollere remmens udseende inden vinter-hvilen. De må ikke være revnede
eller flossede.
En fejlfri drivrem giver bedre ladning fra generatoren og mindsker samtidigt risikoen for overophedning. Der bør altid forefindes en ekstra rem i reserve ombord.
7. Brændstofsystemet
Når du kontrollerer og servicerer brændstofsystemet, er det ud fra et sikkerhedsynspunkt vigtigt at du er omhyggelig og hele tiden bruger originaldele. Det er specielt vigtigt at du ikke får noget snavs ind i det meget følsomme brændstofsystem. Ved optagningen skal man sørge for at enten have tanken fuld med diesel, eller også skal den være helt tom. Årsagen til dette er at man på denne måde mindsker risikoen for kondens og dermed vand i brændstoffet, hvilket igen leder til problemer det efterfølgende forår.
Hvis du har et ekstra monteret brændstoffilter med vandudskiller mellem motor og tank, så skal evt. vand drænes inden vinter-hvilen. De gamle brændstoffiltre lader du sidde på. De byttes om foråret inden søsætningen. Hvis du har haft problemer med smuds i brændstoffet og blokerede filtre under sæsonen, er der nu rig lejlighed til i løbet af vinteren, at gøre brændstoftanken omhyggeligt ren.
8. El-systemet ombord.
Havluften er et barskt driftsmiljø for et el-system, da det udsættes for både høj fugt og salt. Af disse årsager kan el-systemet ombord rammes af krybestrømme, oxidering og spændingsfald, hvis du ikke vedligeholder systemet regelmæssigt.
Kontroller at ledninger ikke er skadede eller udsatte for slagvand; skulle dette være tilfældet, er der risiko for at krybestrømme kan komma ud til motor og drev, eller i slagvandet i kølsvinet. Hvis krybestrømme for lov til at forekomme, kan det gå
ud over den galvaniske korrosionsbeskyttelse, og der kan på kort tid opstå svære
korrosionsskader.
Sådan gør du!
Skru batterikablerne
løse, rengør kabelskoene og smør dem med fedt eller lignende, beregnet til
poler. Kontroller elektrolytniveauet på batteriet og lad batteriet op.
Da et batteri aflader når det ikke bruges, bør du vedligeholdelses lade batteriet et par gange i løbet af vinteren. Afladningen fremmes, jo varmere batteriet opbevares. Derfor er det bedst at opbevare batteriet på et koldlager, i kælderen eller lignende. Hvis det er fuldladet, kan det være monteret i båden. OBS! Et batteri tager skade af at være afladet i længere tid, og et afladet eller dårligt ladet batteri kan fryse til is, og derved ødelækkes. Tør beskidte og fugtige kabler rene. Spray koblingspunkter, kontakter og sikringsklemmer på motoren og under instrumentbrættet med universalspray.
Løsn og rengør alle koblingspunkter som er oxiderede.
9. Ventilation under vinterhvilen.
Det er vigtigt med ventilation under vinteropbevaringen. Luften skal kunne cirkulere i båden. Lad døre og luger være åbne, så undgår du kondens og mug. Dette gælder også lugen til motorrummet.
Sørg også for at gøre rent under og ved siden af motoren. Brug et affedtningsmiddel. Et rent motorrum er en forudsætning for
høj sikkerhed ombord. Desuden lugter der mindre af olie og service arbejder bliver
lettere og behageligere at udføre.
Til hver motor findes der en instruktionsbog der indeholder mere detaljeret information. De tidsintervaller som angives ovenfor, er kun generelle retningslinjer og varierer mellem de forskellige motortyper. I instruktionsbogen findes service intervaller der passer præcist til din motor.
Læs også Vinterkonservering
af påhængsmotorer som giver en god instruktion i hvordan og hvad, du bør gøre med
din påhængsmotor.