Luk
Et forfærdeligt sted
Familien Veber på eventyr

Et forfærdeligt sted

Atlanterhavsdønningen som ude på havet er lang og blød rejser sig til brølende brænding inde ved kysten. Vi næsten surfer ind gennem den smalle indgang i molen til Asilah i Marokko. Havnen er flere hundrede meter lang, men kun ved nogle få meter kaj er der dybt nok til os ved lavvande. Det er selvfølgelig også der de største fiskerbåde ligger.

Der ligger en spansk sejlbåd uden på tre fiskerbåde. Vi fortøjer på siden af sejlbåden og efter bare nogle minutter får vi selv to fiskerbåde på siden.

I selskab med fiskerbåde.

“Det er et forfærdeligt sted det her,” siger manden på den spanske sejlbåd. “Fiskerne her er uforskammede og uvenlige. Der er ingen service her. Ingen vand eller el. Heller ingen sikkerhed.”

Jeg peger på vores vindmølle. “Vi behøver ingen strøm fra land, og vand kan vi hente i dunke hvis det bliver nødvendigt.”

“150 kr. skal jeg betale i havnepenge her. Det er helt urimeligt,” skælder spanieren. “Der er jo ingen service her. Jeg nægtede at betale - det bør du også gøre. Det er et usikkert sted for din kone og dine børn. De kan ikke gå rundt selv.”

Jeg er rystet. Vi har jo kun én uges erfaring med Marokko fra millionbyen Tanger, men der var alle vi mødte venlige og imødekommende. Faktisk så gæstfrie, at jeg aldrig har været med til noget lignende. Men der lå vi i jo heller ikke på siden af de lokale fiskere.

“Pas på at ingen kommer ombord på din båd,” fortsætter spanieren. “Du kan ikke stole på dem.”

Fiskene bæres over Anna Lisa og op til fiskemarkedet.

Jeg ser på de to fiskerbåde på vores side. De er allerede igang med at bære spande med fisk over vores fordæk og ind i land. Så går jeg ned og diskuterer det hele med Margareta. Skal vi fortsætte 100 sømil til Rabat, hvor den nærmeste marina er? Eller skal vi fortøje uden på de beskidte fiskerbåde og risikere en udskældning og et ubehageligt ophold?

“Det er jo et eventyr,” siger jeg til Margareta. “Hvis vi nu selv er venlige og imødekommende …”

“Vi sejler bare videre, hvis det virkelig er så slemt,” svarer Margareta.

Så jeg går til politiet for at få stemplet vores pas (det skal gøres i hver eneste havn). Jeg hilser på alle fiskerne på vejen, og de vinker og spørger interesseret til hvor vi er fra.

Havnekontoret

På havnekontoret hyggesnakker vi også lidt inden vi kommer til det alvorlige. “65 dirham skal det koste dig pr. nat siger havnefogeden.” 65 dirham er ca. 40,- kr; under en tredjedel af det spanieren skulle betale.

Da jeg kommer tilbage til Anna Lisa sidder Margareta og børnene og spiser frugt. “Det fik vi af fiskerne,” siger de. Senere får vi fine koralstykker og da vi går op i byen, hilser fiskerne på os igen. Vi må gerne tage billeder af dem på fiskemarkedet.

På fiskemarkedet møder vi fiskerne igen.

Dette er en af pointerne i min bog Hold kæft og rejs: Tag rygterne med en vis skepsis, både de helt positive og de meget negative. Hvis vi havde ladet os skræmme af spanierens dårlige oplevelser, havde vi ikke selv fået de gode. Vi bestemte os fra starten af, at vi ville have et godt ophold - og får det. Spanieren fik sandsyndligvis også den behandling han på forhånd havde bestemt sig for. 

Thomas Veber 

Share |

Login
Er du tidligere forhandler hos Watski, skal du nu logge ind på www.nautec.dk