Flyvende fisk
At sejle over Atlanten kan ikke sammenfattes i et enkelt indlæg. Der er så mange små oplevelser og højdepunkter, at det slet ikke vil være retfærdigt. De fleste af oplevelserne er dog ikke dramatiske, men hvem vil også have dramatik når man er 2.000 km. fra nærmeste land?
“Åh nej, hjælp!” Råbet oppe fra cockpittet efterfølges af nogle bankende lyde.
Det har været mørkt et par timer, og jeg har ligget i køjen og forsøgt at sove til den brusende lyd som kommer når båden drives fremad af to udspilede forsejl. Jeg kravler hurtigt ud af køjen og farer op til kalibalikken i cockpittet.
En flyvefisk på størrelse med min fod ligger og spræller på dørken.
“Den var lige ved at ramme mig,” råber Margareta.
Jeg forsøger at få fat i fisken for at smide den tilbage i havet, men den er så glat at den glider ud af mine hænder. Som var det en snegl lægger den et slimet spor af fiskeskæl over hele cockpittet. En lugt som kan konkurrere med fiskemarkedet i Mindelo viser dog tydeligt at det ikke er en snegl vi har fået besøg af.
Hver eneste formiddag kan vi gå en runde på Anna Lisas dæk og samle indtørrede, forulykkede flyvefisk op. Vi plejer dog ikke at mærke når de kommer. Lige ind til i går …
Vi var netop blevet færdige med opvasken efter aftensmaden, da vi hørte et dunk efterfulgt af en lyd som en spyflue mod et vindue, men i oceanstørrelse. En flyvefisk var kommet ind gennem taglugen i salonen og nu lå den og spredte sin lugt af fisk ud over hele båden.
Den hoppede og sprællede rundt på dørken og var umulig at indfange. Til sidst fik vi den stoppet ned i opvaskebaljen så vi kunne smide den ud over siden.
Et par timer efter var salonen i Anna Lisa igen som en fiskebutik. Denne gang fandt jeg en meget træt flyvefisk lige ved siden af vores gast Pers køje. Om fisken var rar at køle sig på i tropenatten kan jeg ikke få svar på, men siden da er dækslugerne blevet lukkede om natten. Selv ude på Atlanten vil vi ikke have fisk i køjen.
Det er den her slags fisk vi foretrækker.