Luk
Megayacht og pocket cruiser
Familien Veber på eventyr

Megayacht og pocket cruiser

Sandy Island ser med sin strand af fint koralsand, og palmer som hvisker i passatens konstante vind, ud som det vi drømte om inden vi startede sejladsen til Caribien: Et paradis.

I går havde vi hele den blændende sandstrand for os selv, men i dag sker der noget. En ribbåd har med et brøl, som afslører at indenbordsmotoren har ti gange så mange hestekræfter som Anna Lisa, landsat så mange mennesker, at det ville have flerdoblet indbyggertallet på en gennemsnitlig sydfynsk ø. De er der ikke for at i badebukser nyde det klare varme vand, eller skyggen fra palmernes lysegrønne blade. Som hårdtarbejdende bier er de alle travle med at sætte pavilloner op og bære køletasker og fade med mad i land.

Den er højest en halv kilometer lang, og det er svært at undgå myldretidstrafikken af hurtige ribbåde mellem stranden og den 80 meters motoryacht som ligger opankret en sømil væk. Vi trækker jollen op et stykke fra myretuen af mænd og kvinder som alle er iført beige shorts og hvide t-shirts. Duften af hummer fra grillen får vores hurtigt smurte boller med ost til at virke meget kedeligere end de egentlig er.

Selvom vi bare vil slappe af og nyde palmerne, den blå himmel og det turkise vand, kan vi alligevel ikke lade være med at iagttage hvad der sker henne ved pavillonerne. Der er ved at falde ro på. En mand fjerner de få sten og koralstykker som ligger på stranden, og en anden river sandet, så det ser uberørt ud. Til sidst sættes der to liggestole med en parasol op.

Så kommer ribbåden igen. Det er første gang, at de ombordværende ikke er iført de beige shorts og den hvide t-shirt. Det er et forældrepar med tre børn og et par bedsteforældre. De hjælpes respektfuldt i land af den uniformklædte besætning som også hurtigt finder strandlegetøj til børnene og SeaBobs og kajakker til de voksne.

Den ældre kvinde går hen ad stranden og passerer os. Vi hilser, og hun hilser igen. Tyve meter bag hende går en mand med mørke solbriller og en øresnegl. Henne ved pavillonerne er der nu også sat et beachvolley-net op, men det virker ikke til at nogen har lyst til at spille. Ribbåden kommer tilbage fra endnu tur ved moderskibet, denne gang med en massagebænk.

Så kommer den yngre kvinde. Hun har også mørke solbriller, men hendes smil er lige så varmt som den caribiske sol.

“Har I sejlet hertil?” spørger hun.

Vi nikker og fortæller lidt om turen til Caribien. Nysgerrigheden over det store show på stranden river i os, som passatvinden hiver i de grønne palmeblade. “Er I på et krydstogtskib?” spørger jeg, velvidende at det er en privat yacht de kommer fra.

“Nej,” griner hun og holder en lille pause. “Det er bare en båd.”

I forhold til deres båd, er det vist vores Anna Lisa som er “bare”.

“Vi har fløjet her ud,” fortsætter hun. “Vi er her ikke så længe. Bare et par uger.”

Lidt senere kommer hun tilbage med sin egen datter, og de taler med Mathilda og Troels om hvad det bedste har været på vores sejltur. Bedstemoren kommer med sin bodyguard tyve meter bag sig. “I burde passe på solen,” siger hun med en ægte bedstemoderlig omsorg. “Er I smurt ind i solcreme?”

Jeg tænker, at de måske i virkeligheden er lige så interesserede i os, som vi er i dem. Vores verdener er helt forskellige, men alligevel er vi jo bare mennesker som tilfældigvis mødes på den samme øde lille bountyø.

“Vil I ikke prøve vores SeaBobs?” spørger barnet?

Vi voksne småsnakker lidt mens Mathilda og Troels drøner rundt på de små elektriske vandscootere. Jeg er glad for, at det ikke er de allermest solblegede badeshorts jeg har på idag. Det her er mennesker som er gode for så mange milliarder dollars at en Øresundsbro kun ville være en mindre investering. Jeg føler mig som en underhund, men der er intet i deres kropssprog, tonefald eller ord som burde få mig til at føle sådan. Snarere tværtimod. Der er yderligere et par fordomme der ryger den dag på Sandy Island, men der kommer også en vigtig indsigt:

Vi er bare mennesker som tilfældigvis mødes på en strand. Selvom vi langt fra har de samme økonomiske ressourcer, så føler jeg mig ikke fattigere af den grund: Vi har jo faktisk råd til at blive på Sandy Island næsten så længe vi vil.

//Thomas Veber 

Share |

Login
Er du tidligere forhandler hos Watski, skal du nu logge ind på www.nautec.dk