På lavtrykkenes hovedvej
“På torsdag kommer der et lavtryk fra NV og passerer Bermuda! Det svinger bagefter mod øst. Gå ikke for langt nordpå.” Vi har sejlet en god uges tid og har stadig 1.600 sømil til Azorerne da vi får SMS´en på vores lille satellitsender.
Der kommer ofte mere vind end de lover, så vi begynder at forberede os på rigtigt dårligt vejr.
"Du ved, at du kommer til at være meget vågen, hvis vi får hårdt vejr," siger Margareta, da jeg sidder i cockpittet og nyder sejladsen som stadig er fin. Jeg sover derfor lidt ekstra. Vi går i bad (hvilket vil sige at hive spande med havvand op og hælde over os). Jeg bager en masse pølsehorn så vi har noget færdigmad. Vi ændrer vores nordlige kurs mod øst, så stævnen nu peger mod Dakhla i Western Sahara i stedet for Horta på Azorerne. Vi håber at vi kan holde os i udkanten af lavtrykket.
Vi ser hvordan vejret ændrer sig, og et par dage efter har vi tre reb i storsejlet og kun et par kvadratmeter fok ude. Skyerne bag os bliver massive. Under nogle af dem lyses havet op af lyn. Jeg sætter lynafledere på riggen og lægger vores tablets med reservesøkort og satellitsenderen ind i ovnen. Hvis et lyn slår ned i Anna Lisa vil alt elektrisk udstyr brænde af. I ovnen, som er af stål, er det beskyttet.
Vi har sejlet 1.070 sømil og har 1.300 sømil igen. Vejret er gråt. En gang imellem kommer der en ordentlig regnbyge. Når jeg ligger i køjen mærker jeg hvordan bølgerne slår ind i siden. Bang. Anna Lisa slås ud af kurs, og vandet står ned i cockpittet. Vi har lukket ind til kahytten, så vandet ikke skal fortsætte ind i båden. Hvert tiende minut åbner vi og checker at alt ser ok ud, og at der ikke er andre skibe i nærheden. Så går vi ned i varmen og tørvejret igen. Storsejlet er taget ned og kun en lille smule af fokken sørger for at vi stadig sejler.
Margareta klør mig i håret for at vække mig til min vagt. "Godmorgen. Klokken er 22.45".
Fremover vil jeg nok altid forbinde det at blive kløet i håret med noget ubehageligt. At det er koldt og mørkt, at jeg skal på vagt og at det blæser. Jeg er træt, men tager bukser og trøje på. Sejlerbukserne er stadig våde, men det må jeg leve med. Det blæser og larmer. Vinden tuder. Bølgerne bruser og plasker ind i cockpittet. Det er som om nogen tømmer et badekar over os. I de næste fire timer er det mit ansvar at vi holder kursen, at sejlføringen er den rigtige, og at vi ikke kolliderer med et andet skib. Men vi er heldige. Vi får kun en snert af lavtrykket, og kun i to dage.
Så flover det. Bølgerne lægger sig. Storsejlet sættes igen. Fokken udskiftes med en genua og sejlertøjet hænges til tørre i cockpittet. Vi kan ændre kursen væk fra Afrika og tilbage mod Azorerne. Det var jo ikke så slemt - i hvert fald ikke bagefter.